Nyt fra Frigg

Fuldt hus i værkstedet

Bådene skal gøres klar til sæsonen, og derfor er der fuldt hus i Skibslauget Friggs værksted i Havnegade.

Der er trængsel på værkstedet. Stævnet på laugets tre både vender ud imod garagedøren.

På tværs, og med bunden i vejret, står Sleipnir, som den færøske forening ejer.

Frigglauget og den færøske forening samarbejder om at arrangere rostævne i Odense den 19. maj.

De to foreninger er også begge involveret i træningen og vedligeholdelsen af Sleipnir.

Træningen til årets fem stævner er begyndt, og efter mændenes træning i lørdags, 14. april, blev Sleipnir kørt over i Havnegade, og besætningen vendte båden, så den står med bundet i vejret og klar til at blive repareret.

Båden have en ny aluminiumliste under kølen og spartles enkelte steder, slibes let i malingen, og så skal den have et tyndt lag maling over.

Det skal gå stærkt med reparationen, fordi allerede onsdag aften skal båden være klar til kvindernes ugentlige træning.

De fem stævner som der er muligt at deltage i er følgende:

  • 19. maj: Odense/ Sleipnir
  • 26. maj: Nordhavnen/ Tvøroyrabáturin
  • 9. juni: Ishøj/Neystið
  • 1. sept.: Hvidovre/Knørrur
  • 8. sept.: Sorø/Sóljan

To skal i søen

Målet er, at to af de tre både som Frigglaug har stående i Havnegade skal i søen i år. Fenris blev malet sidste år, og i år er der blevet målt op, hvor masten til sejlet bedst kan placeres.

Penge er blevet øremærket til at sætte sejl på Fenris.

Nordlandsbåden, som blev hentet på Fejø i september i fjor, skal tjæres og males, inden den kommer ud at sejle igen. Der mangler penge til det projekt, og meningen er også at finde penge til en påhængsmotor.

Nordlandsbåden er en tung båd, som ikke er så nem at transportere frem og tilbage til Havnegade. Den bedste løsning for lauget ville være, hvis båden lå i vandet det meste af året. Der er forhandlinger igang om en fast plads i kanalen til Nordlandsbåden.