Hvalfangst er også nordisk kystkultur

En del af den nordiske kystkultur omfatter hvalfangst. Det er lidt underligt at man jager og spiser en predator/rovdyr øverst i fødekæden, som tandhvalen jo er, men det har man gjort og gør stadig.
For at trække en parallel så er det ikke almindeligt at jage rovdyr til konsum på landjorden – man går ikke efter ulve og løver og des lige, her går man oftest efter de fælles byttedyr.
At jage og spise en toppredator giver udfordringer i forhold til forureningsniveau – tandhvaler er praktisk set ikke egnede som føde grundet høje mængder methylkviksølv og PCB. Methylkviksølvet er grundet vulkanske aktivitet fra dybhavet o.l. mens PCB er et forbrugerskabt problem ligesom de store mængder dioxin i andre havdyr. Således er pplastik i flere former nu et stort problem for disse dyr og livet i havet. Et problem som vi må tage alvorligt.

I de danske indre farvande lever en lille tandhval, marsvinet. Engang blev der drevet stor jagt på disse dyr især her på Fyn, i Lillebæltsområdet. Tran fra den her lille hval blev benyttet til brændsel for gadebelysning i blandt andet Odense. Bifangst, af marsvin, i fiskernes net har medført at Danmark var/er en af verdens førende hvalfangernationer.
Lægger man tallene indenfor kongeriget til, med hvalfangst i Grønland og grindefangst på Færøerne så er kongeriget i top som hvalfanger nation.

Vi i Frigg vil gerne formidle den her del af kystkulturen også. Når der bliver tid så vil vi gerne lave en hval-udstilling.

Lige nu tager vi truslen fra plastik meget alvorligt fordi den truer denne livsform.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.